@nathalieholmp

S’mores Ispinde

Disse s’mores-inspirerede ispinde er lavet med digestive-kiks, cremet mælkeis, mørk chokolade og brændt skumfidus. Opskriften kræver ingen ismaskine, da isen laves som en parfait, der blot skal sætte sig i fryseren. Jeg bruger L’italiano Ice Cream Kit fra Silikomart til ispindene, men almindelige ispindeforme kan også sagtens bruges.

Ingredienser (6 stk.)

Digestive-fyld:

· 40 g saltet smør

· 100 g digestive kiks

Mælkeis:

· 50 g mælk

· 60 g sukker

· 60 g æggeblommer

· 175 g fløde

Chokoladeovertræk:

· 200 g mørk chokolade

· 50 g kakaosmør (eller kokosolie)

Skumfidus:

· 4 blade husblas

· 110 g sukker (1)

· 80 g glukose

· 90 g vand

· 70 g pasteuriserede æggehvider

· 20 g sukker (2)


Fremgangsmåde

Digestive-fyld

1. Forbered kiksefyld: Smelt smørret og knus kiksene fint. Bland smør og kiks godt.

Med form: Fordel kikseblandingen i den grønne silikoneform, tryk let sammen og placer ispindene i. Frys indtil kiksene har sat sig.

Uden form: Form kikseblandingen rundt om ispinde i et tykt lag. Frys på en bagepapirsbeklædt plade.

1. 

Mælkeis

1. Isbase: Kog sukker og mælk op i en gryde, hæld over æggeblommerne under omrøring, og hæld derefter tilbage i gryden. Varm op til 82 grader under omrøring.

2. Afkøling: Hæld isblandingen over i en kold skål og køl ned til maks. 5 grader.

3. Parfait: Pisk fløden til en blød skum, og vend flødeskummet i isblandingen lidt ad gangen.

Med form: Tag kiksefyldet ud af formen og fyld is i den blå silikoneform op til markeringen. Læg kiksefyldet ned i isen og frys, til det har sat sig. Befri herefter isene fra formen, og lad dem blive på frost indtil chokoladeovertrækket er klart.

Uden form: Fyld en ispindeform halvt med is, og placer derefter en ispind med kiksefyld i formen. Fyld resten op med is, skrab overfladen plan med en palet, og frys indtil de har sat sig. Fjern isene fra formen og lad dem blive i fryseren, indtil chokoladeovertrækket er klart.

Chokoladeovertræk

1. Smeltning: Smelt chokolade og kakaosmør (eller kokosolie) ved lav varme, evt. i mikroovn. Hæld blandingen i et højt glas.

2. Dypning: Dyp hver ispind i chokoladen, og lad overskydende chokolade dryppe af, så du får et jævnt lag. Frys igen.

Skumfidus

1. Forbered husblas: Udblød husblas i koldt vand.

2. Marengs: Pisk æggehvider og sukker (2) til en let marengs.

3. Sirup: Imens æggehviderne pisker, koges sukker (1), glukose og vand op til 118 grader. Tag af varmen, tilsæt udblødt husblas, og rør, til det er opløst.

4. Blanding: Hæld den varme sirup i marengsen i en tynd stråle under piskning. Pisk herefter i ca. 10 minutter, til massen er blank og sej.

5. Påføring: Fordel skumfidusmassen på toppen af ispindene med en palet, og sæt dem tilbage i fryseren.

Tip: Brænd skumfidusen let med en lille gasbrænder inden servering for ekstra s’mores-smag.

Ekstra Tip: Hjemmelavede Skumfiduser

Hvis du har skumfidusmasse i overskud, kan du sprøjte små toppe ud på bagepapir drysset med flormelis. Drys herefter flormelis ovenpå, og lad dem tørre natten over – perfekte til efterårets varme kakao! OPbevar den herefter i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Holdbarhed: 1 uge.